Drømme om at komme for sent

Den mest almindelige læsning handler ikke om tidsplaner, men om forventninger. Drømmen sætter en frist, man ikke kan nå, og lader drømmeren stå med den. Mange beskriver motivet forud for noget, der skal leveres: en aflevering, en samtale, en rejse, en dag hvor flere ting falder sammen. Det interessante er sjældent forsinkelsen selv, men hvem der ventede. Var der nogen, der blev skuffet, var der et rum fuldt af folk, eller var der ingen til at bemærke det. Det siger noget om, hvem kravet kommer fra.

Motivet har nogle få kulisser, der dukker op igen og igen: toget der kører, flyet der er lukket, eksamenslokalet hvor de andre allerede skriver, arbejdspladsen hvor mødet er begyndt. De er praktiske for drømmen, fordi de har et tidspunkt indbygget og en konsekvens, der er let at se. At kulissen er den samme som alle andres, er i sig selv en grund til ikke at læse den bogstaveligt. Det er ikke rejsen, drømmen handler om. Det er det, der stod på spil, hvis man ikke nåede det.

En del af drømmens egenart er, at forsinkelsen aldrig har én årsag. Nøglerne er væk, tøjet er forkert, vejen er en anden end den plejer, nogen vil snakke, trappen bliver længere. Den slags kæder er typiske for drømme og ikke et billede på kaos i livet. Men det er værd at bemærke, hvilken slags forhindringer der kom. Noget man selv havde glemt, noget andre lagde i vejen, eller noget ved stedet. De tre peger i forskellige retninger.

At drømme om en eksamen, man har bestået for tyve år siden, er et af de bedst kendte drømmemotiver overhovedet. Skolen er det sted, de fleste har mødt vurdering først, og den kulisse er grundigt lagret. At den bliver genbrugt, betyder ikke, at drømmen handler om skolen. Den handler snarere om at blive målt, og den låner det rum, hvor det blev lært. Det er derfor, motivet kan komme tilbage i perioder med nye opgaver langt senere i livet.

Drømme foregår for det meste i genkendelige omgivelser med genkendelige handlinger, og det at skulle nå noget er en af de handlinger, der fylder mest i en hverdag. Når optællinger af drømmeberetninger viser, at indholdet hænger tæt sammen med det, drømmeren er optaget af i vågen tilstand, er det ikke overraskende, at fristen bliver et af nattens mest brugte redskaber. Motivet er så udbredt, at det ikke i sig selv siger noget særligt om den enkelte. Det er detaljerne, der gør det.

For de fleste er den mest brugbare øvelse at skrive ned, hvad man var på vej til, og hvem der ventede, i stedet for at lede efter en betydning. To eller tre linjer er nok. Hvis det samme venter flere gange, er det ofte der, der er noget at tage fat på i vågen tilstand, og det ligger sjældent i tidsplanen. Drømmen varsler ingenting, og den er ikke en vurdering af, om man er for sent ude med noget.